Der er en svindler ibland os

 

Der er en svindler ibland os

Katerina Pitzner

18. NOV. 2017 KL. 9:59
For nylig blev jeg, ufrivilligt, en brik i et svindelnummer på en af verdens største diamantbørser.
Israel Diamond Exchange er den mest avancerede diamantbørs i verden. Udover at være en paraplyorganisation i den internationale diamanthandel af slebne diamanter, er det også her man udstikker reglerne i i forbindelse med al handel og etikette indenfor branchen. Det er også sædet for de, der overvåger at medlemmerne udviser en ‘passende etisk adfærd’, og hvor de juridiske beslutninger om retfærdighed og regelbrud gennemføres. Her går man, i første omgang, ikke til politi eller advokater, hvis der opstår en tvist mellem medlemmer, man søger Det Høje Råd på diamantbørsen.
Jeg sad fornylig på denne børs og handlede farvede diamanter.
Når man handler farvede diamanter er det selve farven, der er altafgørende for stenens værdi. Har man den rette farve, er den vigtigere end både klarhed og slibning.
De er meget sjældne, en ud af 10.000 diamanter er farvede, og i særlige tilfælde er det en ud af 100.000 diamanter, der er farvet. Derfor gælder det om at pudse luppen, når de indimellem dukker op.
Selvom vi normalt kun handler løse diamanter (slebne og uslebne) på børserne, landede denne ring på mit bord.
“Is this interesting for you?”, spurgte han mig. “A green diamond”?
Jeg spærrede øjnene op, for ja, sådan en er da ekstremt interessant, særlig til investeringsformål.
Jeg har måske kun set 3-4 grønne diamanter i mit liv, og de var væsentlig mindre end denne.
Ringen vil jeg ikke have, svarede jeg, men stenen er meget interessant. Hvem ejer den? Han forklarede, at det var en anden dealer, som er en bekendt af en på kontoret.
Efter at have kigge på den under lup i nogen tid, følte jeg mig splittet. Certifikatets beskrivelse passede fint på stenen. ‘Fancy yellowish green’. Men der var alligevel noget, der skurrede.
På den ene side var farven utrolig smuk, på den anden side var den næsten for fantastisk til at være virkelig. Samtidig var den for billig, hvis den virkelig var så enestående, men for dyr, hvis farven ikke holdt.
Jeg bad ham om at få stenen taget ud at ringen, så jeg kunne eksaminere den nærmere. Vi handler aldrig farvede diamanter, der er fattede. Man er nødt til at kunne se hele stenen fra alle vinkler. Min kollega foretog nogle opkald og svarede, at ejeren ville ikke tage stenen ud, hvis ikke jeg ville købe den. Fair nok, men jeg svarede, at jeg ikke ville købe stenen uden, at kunne vide præcist, hvad jeg køber. Men jeg sagde også, at jeg ville købe den, hvis farven og klarheden holdt, når stenen kom ud.
Enden på komedien blev, at vi aftalte en pris forudsat, at farven holdt, men at jeg uanset først ville betale, hvis alt var som det skulle være.
Det var en aftale.
Ringen blev sendt til mit værksted i Belgien. Her tog min fatter stenen ud.
Til min ærgrelse holdt den ikke farven. Man havde nemlig malet indersiden af fatningen grøn for at fremme stenens farve, når den blev sat i. Stenen i sig selv var gul med grønlige undertoner,  og ikke grøn med gullige understoner. Forskellen betyder i dette tilfælde ca. to millioner kroner!
Det er en lovlig og meget hyppig anvendt metode for at få farvede sten til at optræde stærkere, men man skal selvfølgelig oplyses, at det er foretaget, og man skal
selvfølgelig heller ikke betale en højere pris for den. Ved grønne sten maler man indersiden grøn, ved gule sten maler man den gul, ved pink sten maler man den rød osv.
Tilfælde som dette ses langt oftere i detailhandlen og oftest i lande som USA, Kina, Indien, Mellemøsten og Tyrkiet. Her er det ikke usædvanligt, at der er anvendt forskellige metoder, der skal forbedre farver og klarhed i diamanter. Som oftest er det selve stenen, der bliver udsat for kunstige indgreb, men det forekommer også som i dette tilfælde.
Det er stadig lovligt, og det skal fremgå af certifikatet, hvis stenen har været udsat for kunstige indgreb, men det er ofte anført med en kode, som ikke kan gennemskues af den almindelige forbruger.
Selvom det indimellem kan være som det vilde vesten i denne branche, er det heldigvis sjældent, at den slags hænder på de interne handelsgange. Jeg føler mig ikke snydt, som sådan, men jeg kunne have kommet til at betale en overpris for en vare, som bestemt ikke (uanset pris) var investeringsegnet.
På diamantbørsen i Tel Aviv bliver der set med stor alvor på sager, hvor handlene ikke udviser ‘en passende etisk adfærd’. Jeg kender ikke dealeren, der ejer stenen, og jeg ved, at hans stunt lukkede nogle døre for ham. Alligevel blev det hans redning, at jeg ikke ville betale for den, før jeg havde checket den, og at jeg returnerede den. Snyderiet blev dermed ikke anset som værende gennemført. Jeg afventer stadig en æske chokolade som tak.