Private blogsSoul To Soul

Soul To Soul, September 2017

Kære venner.

Det er på høje tid med en opdatering og en spejling af tidens energier:

Der er fortsat meget knald på, og de af jer, som er sansestærke, vil let kunne føle stressede, overrumplede og udmattede i denne tid.

Som altid, når vi påvirkes kollektivt af de mest fremherskende energier, søger vi efter årsagen i den ydre verden.

Det kan se ud som om, at mængden af opgaverne og de ting, der kræver din opmærksomhed, overstiger timerne i døgnet. Selvom det kan føles sådan, er det ikke nødvendigvis årsagen, men hvis det er tilfældet, bør du justere på det, for ingen andre kommer og gør det for dig. Men for mange vil det være en slags ”automatiseret oversættelse”, der måske ikke nødvendigvis er helt sand, men som alligevel helt sikkert dræner dig.

Jeg har nævnt i tidligere Soul To Soul updates (se mit website http://www.katerinapitzner.com/category/soul-to-soul/ )at den intense energi ser ud til at være den nye ”normaltilstand”. Forvent derfor ikke, at den ændrer sig foreløbigt. Det, der vil ændre sig, er de forskellige livsområder den påvirker, men ikke intensiteten, og lige nu ser det ud til at være arbejde, praktiske pligter og gamle hængepartier af praktisk, måske også juridisk, karakter, som fylder meget.

Frekvensen er højnet, og det tager tid for vores fysiske kroppe at justere sig til denne. Heraf kommer trætheden. Vi kan nemt komme til at ”oversætte” denne følelse til, at betyde, at vi har for mange pligter og folk, der hiver i os.

Mange af jer føler, en indre stress, i en grad, der næsten kan gøre jer handlingslammede, fordi der er overload i systemet.

Vores fysiske kroppe reagerer på den intense energi, vi omgives af. Det startede lige så stille i 2012, hvor energien løftedes, og det ser ud til at fortsætte. Derfor opfordres du til at vænne dig til den, i stedet for at håbe på, at den ændrer sig. Det kan du gøre ved at acceptere den, som den nye ”hverdagsfrekvens”, og begynde at indrette dig i den, som skulle du indrette dig i en ny bolig. Du kan med fordel rense ud i sindet (gennem f.eks. coaching eller gode samtaler med en nær ven/veninde) og fylde det med positive og støttende tanker, for det er tanker som disse, der matcher den nye frekvens bedst.

Det betyder, at jo mere du hænger fast i gamle begrænsende tankemønstre, des mere træt og afmægtig vil du føle dig.

Det vil ikke gå væk af sig selv. Vi er alle budt op til dans. Vi er alle inviterede til at ”opgradere” os selv ved at slippe vores gamle mønstre og skabe nye støttende. På den måde hjælper vi os selv til at blive mere kongruente og harmoniserede med den nye hverdagsfrekvens.

Det gode råd: Husk, at dette ikke sker fordi, der er noget galt med dig, eller fordi du er forkert eller mangler noget. Som altid er der en mulighed for at udvikles. Det kan ske f.eks. gennem afvikling af et gammelt mentalt program og udvikling af et nyt og mere støttende. Læg mærke til, at du faktisk kan adskille dig fra den insisterende puls. Det er muligt at opleve ro og tage en ting ad gangen i dit eget tempo, selvom du oplever, at energien fra de ydre påvirkninger er massiv. Du kan med fordel dissociere dig fra den hæsblæsende tumult, sætte dig ned og lave en liste over, hvad du skal have bragt ud af verden. Du vil sikkert opdage, at den ikke er så lang og krævende, som den føles.

Tillad dig selv en free ride. Med dette menes, at du kan tillade dig selv at blive hjulpet og båret. Læg mærke til, at du ikke behøver at gøre alting selv og slet ikke i et hæsblæsende tempo. Tillad dig selv at sænke farten og tage én ting ad gangen. Husk på, at hvis du stresser og skynder dig, kan du ikke høre din sjæls vejledningen. Du kommer nemt til at overhøre din mavefornemmelse og forråde din intuition.

Det kan godt være, at verden har fart på, og at du føler, at du selv er ved at komme for sent til toget, men det er blot en illusion. Det er en tankeform, der udspringer af en kollision mellem dine gamle tankemønstre og den nye frekvens. RO på. Slap af. Gør hvad der bedst virker for dig: Motion, yoga, gåture, løb, meditation, læs en bog. Brug gerne naturen som hjælp til at komme ned i gear. Rens ud og op i det, der ikke nærer dig og indret dig i den nye tid, præcis som du ville gøre dig umage og indrette dig i en ny bolig. Det var ordene.

Fra min sjæl til din.